Byudvikling

 

Byudvikling i nexø

Nexø Områdefornyelse

Områdefornyelsen i Nexø skal gøre byen til et endnu bedre sted at bo, et mere interessant sted at besøge, styrke erhvervslivet og fremme mulighederne for private investeringer.

Når områdefornyelsen er afsluttet i 2025 er det målet, at:

• Der er etableret en strandpark langs den nordlige del af Nexø Havn

• Der er skabt bedre forbindelse mellem den historiske bykerne og havnen

• Nexø Torv er mere attraktivt og fyldt med aktivitet

• Der er bedre muligheder for ophold langs Nexø Havn

• Trafikafvikling på hovedvejen igennem Nexø er mere tryg

• Parkeringen er tilpasset fremtidens behov

• Det er undersøgt, om der er mulighed for at etablere bedre faciliteter for kulturelle aktiviteter

Hvad er Nexø Områdefornyelse?

Områdefornyelsen er en 5-årig helhedsorienteret byudviklingsindsats, som faciliteres af Bornholms Regionskommune. Der er stort fokus på lokalt medejerskab og borgerinddragelse, hvorfor Nexø Borgerforening, Erhvervsforeningen Østbornholm og Østtinget indgår i styregruppen, sammen med Nexø Havn og Bornholms Regionskommunen. Styregruppen beslutter, hvilke projekter, der skal indstilles til Kommunalbestyrelsens godkendelse. Derudover inddrages borgere og erhvervsliv gennem borgermøder, dialogcafé og direkte samtale.

Områdefornyelsen er finansieret af Bornholms Regionskommune og Landsbyfornyelsespuljen v. Bolig- og Planstyrelsen. Herudover forventes der at blive søgt om støtte til konkrete projekter. Budgettet er på cirka 30 mio. kr.

Bidrag med din viden og dine tanker, ideer og drømme ved at skrive til maria.joergensen@brk.dk

Afsluttede projekter
Tidligere i Nexø områdefornyelse (fysiske forandringer)

• Der er etableret p-pladser på kajen langs Sdr. Hammer.

• Ny indkørsel til Sdr. Strandsvejsparkering er etableret længst mod syd.

• Store douglas-træbjælker er placeret på Nexø Havn til mere ophold samt etablering af havnepromenade.

• Fredeliggørelse af Toldbodgade er iværksat for at styrke forbindelsen mellem bymidte og havn (midlertidigt tiltag som forsøgsordning).

• Nexø Torv er fredeliggjort med fokus på at skabe rum for aktivitet i alle sæsoner (midlertidigt tiltag som forsøgsordning).

• Nexø Bypark – et midlertidigt byrumsprojekt – er indrettet på arealerne omkring Toldbodgade sommer 2022.

NEXØ STRANDPARK

Indsatsområde: Strandpark

I byfornyelsesprogrammet er defineret 6 indsatsområder, hvoraf etablering af en strandpark er den højst prioriterede indsats. På kyststrækningen fra Nexø havneindløb og nordpå til Nexø Kajakklub etableres et oversøisk rev, et undersøisk rev samt en mole, som skaber et roligt vand og giver mulighed for sandstrand langs kysten. Dette vil skabe muligheder for et rekreativt område med badefaciliteter, vandaktiviteter, opholdsaktiviteter og promenade til glæde for alle byens borgere.

På de åbne borgermøder i 2018 blev der peget på kyststrækningen som et af de bedste steder der, i samspil med aktiviteterne på havnen, kan blive byens nye samlingssted ved vandet. Aktiviteter som fx havnebad, badestrand, vinterbad og sauna, strandpark, kajakstøttepunkter, udendørs træningsredskaber og optimistjollesejlads blev nævnt.

Gearskifte for byen

En strandpark i Nexø vil åbne byen mod vandet. Stranden vil være et rekreativt sted for beboere og besøgende i byen, som får let adgang til havet, og byliv og naturoplevelser smelter sammen.

Samtidig er strandparken vurderet til at være et gearskifte for Nexø og katalysator for byens udvikling. Strandparken vil være af afgørende betydning i forhold til at tiltrække private investeringer til lokalområdet. Derfor blev det besluttet først af styregruppen og dernæst af kommunalbestyrelsen at lade strandparken være det højst prioriterede indsatsområde i byfornyelsesprogrammet, da dette blev revideret i 2020.

Forløb

  • November 2018: Byfornyelsesprogram for Områdefornyelse Nexø udarbejdes og godkendes af Kommunalbestyrelsen. Af byfornyelsesprogrammet fremgår visionen om en strandpark.
  • Forår 2019: En arbejdsgruppe bestående af lokale borgere og erhvervsdrivende udvikler idéen om en strandpark samt etablering af en kabelbane.
  • Maj 2019: Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalget godkender en anlægsbevilling på 1,25 mio. kr. til den første fase af strandparksprojektet, som omfatter rådgivning.
  • Juli 2019: Områdefornyelse Nexø og arbejdsgruppen indgår et samarbejde med rådgiver og arkitekt Dan Hasløv fra Hasløv & Kjærsgaard om rådgivning i forbindelse med det indledende arbejde. Der udarbejdes et skitseprojekt til en ansøgning til Kystdirektoratet.
  • Februar 2020: Ansøgningen om anlæggelse af en strandpark i Nexø sendes til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet er den myndighed, som forvalter kystzonen og administrerer tilladelser til anlæg og aktiviteter på søterritoriet.
  • Juni 2020: Kystdirektoratet giver tilladelse til gennemførelse af projektet.
  • Sommer 2020: Områdefornyelsen Nexø bliver bekendt med, at der kan være udfordringer i forbindelse med et spildevandsoverløb i området. I forbindelse med kraftige regnskyl udledes en blanding af regn- og spildevand gennem overløbet. Det vil være nødvendigt at håndtere spildevandet på anden vis for at sikre rent badevand i strandparken.
  • Efterår 2020: Bornholms Energi og Forsyning påbegynder registrering af mængden af udledt spilde- og regnvand. Målingerne giver konkret viden om problemets omfang og antal overløbshændelser i området.
  • Juli 2021: Områdefornyelse Nexø indleder et samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Sweco. De yder bygherrerådgivning til Bornholms Regionskommune med henblik på at kvalitetssikre, verificere og opdatere ansøgningsmaterialet til Kystdirektoratet. Sweco bistår også Bornholms Regionskommune og Bornholms Energi og Forsyning med analyse af spildevandsforholdene og udarbejdelse af en kvalificeret løsning. Der arbejdes på at finde en løsning, hvor badevandskvaliteten er høj, og spildevandet håndteres på den samfundsøkonomisk mest ansvarlige måde.
  • November 2021: Efter grundig overvejelse, er det styregruppens anbefaling, at tage kabelbanen ud af Strandparkprojektet. Efter at have konsulteret eksperter i wakeboard og vandski viser det sig, at den konkrete udformning af strandparken har ugunstige forhold for aktiviteterne i en kabelbane. Beslutningen skal dog både drøftes med borgere og Kystdirektoratet samt til politisk sagsbehandling. Der er i stedet enighed om at fokusere på at skabe mulighed for andre aktiviteter i den måde strandparken udformes såsom sauna og badebro. Der vil desuden blive gjort en indsats for at tiltrække private aktører til drift af eksempelvis udlejning af kajakker, SUP-boards mv.
  • Januar 2022 – : De tilstødende arealer til strandparken undersøges for kendte og potentielle forureningskilder fra tidligere tung industri.
  • Juni 2022: Økonomi- og Klimaudvalget godkender igangsættelse af lokalplan for området.

Fremadrettet

  • Forår 2022: Før projektet endeligt kan igangsættes skal den tekniske del af projektet videreudvikles samt et revideret budget politisk godkendes. Forventeligt er der vished omkring dette i løbet af første halvår 2022.
  • Efterår 2022: Bornholms Regionskommune leder efter en aktør, der kan byde ind på opgaven at bygge strandparken. Der forventes udbud på opgaven i løbet af efteråret 2022.
  • Herefter inviteres borgerne i Nexø til en diskussion af den konkrete udformning af det omkringliggende miljø til strandparken herunder den landskabelige bearbejdning og de tilhørende aktiviteter.
  • Det forventes, at det videre anlægsarbejde af strandparken påbegyndes 2023.

Fredeliggørelse af Toldbodgade 

Indsatsområde: Sammenhæng mellem bymidte og havn

I områdefornyelsen arbejder vi for at styrke sammenhængen mellem Nexø bymidte og havneområdet. Siden sommeren 2021 har et stykke af Toldbodgade været fredeliggjort og friholdt for gennemkørende trafik som et midlertidigt forsøg på at styrke forbindelsen fra havn til torv. I 2022 blev initiativet udvidet med en fuld fredeliggørelse af hele Toldbodgade og etablering er ’Nexø bypark’. Byparken består af rullegræs, pallemøbler mv, der inviterer lokale og besøgende til ophold i området. Byparken understøttes af lokale aktører, der har udsalg af mad og drikke samt udlåner havespil mv. Den fulde fredeliggørelse er vedtaget for en prøveperiode på et år – t.o.m. juni 2023. Med rullegræsset skabes et strøgforløb fra Nexø torv til Skippertorvet, som forbindes med et nyt fodgængerfelt. Hensigten er at skabe en endnu tydeligere forbindelse mellem bymidte og havn. Initiativet indebærer, at BAT-bussernes afsætning og påstigning er flyttet til buslommer på Sdr. Landevej. Ud over at muliggøre den fulde fredeliggørelse, sikrer det en mere hensigtsmæssig afvikling af bustrafikken.

Forløb

  • November 2018: Byfornyelsesprogram for Områdefornyelse Nexø udarbejdes og godkendes af Kommunalbestyrelsen. Af byfornyelsesprogrammet fremgår visionen om at sammenbinde bymidten og havnen.
  • Efterår 2020: En arbejdsgruppe nedsættes og består af lokale borgere og repræsentanter fra erhvervslivet i Nexø. Arbejdsgruppens formål er at konkretisere byfornyelsesprogrammet med særlig fokus på indsatsområdet ’Sammenhæng og aktiviteter mellem bymidte og havn’.
  • Efterår 2021: Arbejdsgruppen udarbejder en byrumsstrategi med konkrete forslag til at sammenbinde bymidte og havn. Strategien fokuserer på byens pladser og torve og ikke mindst forbindelserne mellem dem.
  • Maj 2021: Kommunalbestyrelsen godkender de første tiltag fra byrumsstrategien herunder forslag om, at lukke Nexø Torv midlertidigt for gennemkørende trafik; at forbinde Skippertorvet og Nexø Torv ved at fredeliggøre halvdelen af Toldbodgade; at etablere en rekreativ forbindelse langs Nexø havnekaj markeret med douglastræbjælker.
  • Juli 2021: Initiativerne føres ud i livet og en del af Toldbodgade samt Nexø Torv fredeliggøres, og områderne holdes fri for kørende trafik.
  • December 2021: Bornholms Julemarked udsmykker Toldbodgade og skaber en smuk passage mellem havnen og Nexø Torv.
  • April 2022: Kommunalbestyrelsen godkender forslaget om, at de første initiativer i Toldbodgade udvides med en forlængelse på endnu et år og at Toldbodgade fredeliggøres helt. BATs busser flyttes fra busholdepladsen til buslommer på Sdr. Landevej.
  • Juli 2022: Nexø bypark etableres i Toldbodgade og på trekantsarealet foran Pakhusgården og indvies officielt d. 8. juli 2022.

Fremadrettet

  • September 2022 – juni 2023: Med afsæt i det midlertidige byrum ’Nexø bypark’ skal et fremtidsscenarie drøftes med byens borgere og erhvervsliv. Der skal blandt andet tages stilling til, om der skal indrettes et permanent byrum i området – og i så fald, hvordan det konkret set skal udformes. Byrummet kan enten alene være den fredeliggjorte Toldbodgade eller inddrage noget af det areal, som frigøres, når busserne flyttes. Idéforslaget skal drøftes med borgere, foreninger og erhvervsliv, før kommunalbestyrelsen skal tage endelig stilling til et permanent projektforslag.

Nexø kulturtorv
– til hverdag og fest

Indsatsområde: Sammenhæng mellem bymidte og havn

I den oprindelige udgave af byfornyelsesprogrammet var Nexø torv et selvstændigt indsatsområde. I den nyeste version af byfornyelsesprogrammet er Nexø torv integreret som en del af indsatsområdet ”Sammenhæng mellem bymidte og havn” – bl.a. fordi en central problemstilling for Nexø torv er at få skabt sammenhæng fra torvet til havneområdet. Hensigten er, at den generelle udvikling i byen som skaber øget liv og aktivitet på havnen kan forsyne bymidten med liv og besøgende. Snarere end at affolke torvet. Målsætningen med en indsats på torvet er desuden at opnå et forskønnet, tidssvarende og funktionsforbedret torv.

Forløb

  • November 2018: Byfornyelsesprogram for Områdefornyelse Nexø udarbejdes og godkendes af Kommunalbestyrelsen. Af byfornyelsesprogrammet fremgår visionen om at opgradere og forskønne byens torv for at skabe bedre plads til udendørs ophold. I forbindelse med at byfornyelsesprogrammet revideres i 2020 bliver arbejdet med Nexø Torv integreret i visionen om at styrke bymidten og havnen.
  • September 2021: Styregruppen beslutter, at der nedsættes en projektgruppe bestående af en repræsentant fra Erhvervsforeningen Østbornholm, en repræsentant fra Borgerforeningen og projektlederen for Områdefornyelse Nexø. Sammen formulerer de en retning for udviklingsarbejdet med Nexø Torv.
  • Januar 2022: De første tanker om Nexø Torv under overskriften ”Nexø kulturtorv – til hverdag og fest” præsenteres for byens borgere på et pop-up borgermøde afholdt på Nexø Torv.
  • Februar 2022: Projektgruppen inviterer torvets erhvervsdrivende og andre interessenter til et dialogmøde med henblik på at finde en fælles retning for torvet. Det er formålet at hente lokal opbakning til udviklingstankerne for torvet blandt dem, som i høj grad påvirker og definerer torvets udseende, stemning og daglige liv.

Fremadrettet

Sommer/efterår 2022: Idéforslagene for torvet skal konkretiseres. Borgere og erhvervsliv vil på sigt blive inddraget i arbejdet med at udvikle Nexø torv, og der vil blive indsamlet input og feedback.

KOORDINATOR

Henvendelse
til koordinatoren
på mail eller

T: 6169 0318

Kontakt koordinator